Undgå at få bøder for SPAM – en lille guide

Det er vigtigt at kende reglerne, før du sender nyhedsbreve eller SMS markedsføring til nuværende eller eksisterende kunder. MarketingPlatform anbefaler altid, at modtagerne bekræfter deres tilmelding, på den måde er din permission entydig. Bøderne for at sende SPAM har været mellem 10.000 og 100.000 kroner.

Læs vores lille guide, der er blevet til med inspiration fra førende jurister hos e-mærket og seneste offentliggjorte materiale fra Forbrugerombudsmanden.

undgaa-spam-guide-mailplatform

Forbrugerombudsmanden har spampostkasser, hvortil man kan sende klager over uanmodet elektronisk markedsføring (spam) som e-mails, SMS, MMS mv. Alle, der sender en spamklage til Forbrugerombudsmanden, bliver bedt om at udfylde en klageformular. Forbrugerombuds- manden bruger oplysningerne fra klageformularen til blandt andet at få et overblik over antallet af klager, og hvem der klages over. I 2013 udfyldte 14.950 klagere klageformularen. Spampostkasserne gennemgås løbende. Der tages hver måned et antal spamsager op, hvoraf nogle af sagerne ender med en politianmeldelse. Forbrugerombudsmanden politianmeldte i 2013 fem erhvervsdrivende for spam. Fire erhvervsdrivende accepterede udenretlige bøder for spam på mellem 5.000 og 10.000 kr. Én erhvervsdrivende blev af domstolene idømt en bøde på 50.000 kr.

Hvad er spam?

Spam er udsendelse af elektronisk markedsføringsmateriale (f.eks. mails, nyhedsbreve eller sms), som modtageren ikke selv har bedt om. Den difinition er klokkeklar fra Forbrugerombudsmanden. Det er altså med andre ord IKKE tilladt, at sende noget som helst elektronisk uden samtykke fra modtageren. Det gælder både for henvendelser til erhverv og private modtagere. Når det er sagt, findes der en række undtagelser, som vi behandler i dette skriv. MarketingPlatform anbefaler ikke at benytte disse undtagelser, men alene holde sig til en aktiv permission.

Markedsføringsmateriale skal forstås i bred forstand, og dækker således ikke blot reklame for konkrete varer/ydelser, men også henvendelser der har til formål at skabe opmærksomhed omkring din virksomheds navn – altså branding.

10 regler du bør kende – i samarbejde med juristerne hos e-mærket

  1. Det er forbudt at sende elektroniske reklamer via e-mail, sms, mms og fax, hvis modtageren ikke har givet sit udtrykkelige samtykke.

  2. Spamreglerne gælder ikke blot for udsending af markedsføringsmateriale til forbrugere, men også til erhvervsdrivende og offentlige myndigheder.

  3. Afgivelsen af samtykke skal ske på et informeret og konkretiseret grundlag. Det vil sige, at kunden skal være klar over, hvad han/hun siger ja til. Helt konkret betyder det, at samtykket ikke kun må fremgå af dine handelsvilkår.

  4. Forhåndsafkrydsede felter med ”Ja tak til nyhedsbreve” er i strid med spamreglerne, og dine kunder skal således selv aktivt krydse feltet af for at give deres samtykke.

  5. Det er tilladt at belønne personer for at give samtykke til at modtage markedsføringsmateriale. Det skal dog være muligt for vedkommende at trække samtykket tilbage umiddelbart efter afgivelsen, uden at belønningen trækkes tilbage.

  6. Såfremt en modtager hævder, at han/hun ikke har givet sit samtykke, er det op til dig at modbevise det.

  7. Hvis en modtager ikke længere ønsker det, skal samtykket, let og uden omkostninger, kunne trækkes tilbage. De fleste netbutikker gør dette ved at indsætte et frameldingslink i det fremsendte.

  8. Det er tilladt at gøre brug af de såkaldte ”tip en ven” og vennehvervningsfunktioner. Du må dog hverken opfordre eller præmiere dine modtagere for at bruge funktionen. MarketingPlatform har standardfunktioner til dette formål indbygget i løsningen, men vi tilråder altid at anvende funktionen med varsomhed. Hold linket i nyhedsbrevet meget neutralt, f.eks. “Tip en ven” eller lignende ikke opfordrende tekst.

  9. Henvendelser i forbindelse med løbende kundeforhold/abonnementer er ikke tilladt, hvis disse har til formål at afsætte flere varer/ydelser. Der skelnes her mellem servicemeddelelser og markedsføring.

  10. Det er tilladt at købe e-mailadresser, men du skal dog være opmærksom på, at såfremt sælger ikke har indhentet de pågældende samtykker korrekt, er det dig og din virksomhed, der hænger på den.

 

Ingen regler uden undtagelse

På trods af ovenstående er det dog muligt at udsende elektronisk markedsføring; også selvom kunden ikke har givet sit udtrykkelige samtykke. For at gøre dette muligt, skal du overholde tre regler:

  1. For det første må du udelukkende reklamere for tilsvarende varer eller tjenesteydelser. Har kunden købt cykeludstyr, er det således tilladt at fremsende reklame for andet cykeludstyr, mens det ville være i strid med reglerne at sende et godt tilbud på skønhedsprodukter. Hvor grænsen for ”tilsvarende varer” præcis går, kan ikke defineres, da det beror på en konkret vurdering.
  2. For det andet skal det, i forbindelse med indsamlingen af e-mailadresse eller telefonnummer, oplyses, at den/de vil blive brugt til fremsendelse af markedsføringsmateriale, ligesom kunden ved afgivelse af oplysningerne skal have mulighed for at takke nej.
  3. For det tredje skal dine kunder, ved hver henvendelse, oplyses om muligheden for at frabede sig fremtidig markedsføring.

Hos e-mærket og MarketingPlatform fraråder vi at gøre brug af ovenstående undtagelse, da der endnu ikke er afsagt domme på området. Som erhvervsdrivende er du derfor på den sikre side, ved ikke at benytte undtagelsen.

En lille slutnote til undtagelserne er endvidere, at MarketingPlatform ikke tillader udprægede konkurrencelister, dvs. hvor modtagerne er tilmeldt gennem en konkurrence, selvom det juridisk set er legalt. Kvaliteten af disse adresser er simpelthen for dårlig til, vi ønsker at sende til disse modtagere – hvis der er tale om co-reg. Et co-reg er en opsamling, hvor modtagerne tilmeldes 2 eller flere erhvervsdrivende samtidigt, og oftest ikke er klar over, hvilke erhvervsdrivende der er tale om. Det kaldes også for oplevet-spam, altså at modtagerne ikke er klar over, hvem de efterfølgende vil modtage mails fra.

Har du spørgsmål eller behov for afklaring, kan vi som altid hjælpe på support@marketingplatform.com. Har du behov for juridisk rådgivning, anbefaler vi et medlemsskab af e-mærket eller at opsøge en advokat med speciale indenfor online markedsføring. Artiklen er uden juridisk ansvar for nogen af de nævnte parter.